D. 12. januar, 2008
Kære Venner!
Dette skriver jeg selv (Peter) for at informere jer om den seneste udvikling! Jeg er fuldkommen overvældet af den omtanke og omsorg, som familie og venner omslutter os med. De seneste dage er over 100 e-mails og telefonopkald strømmet til os fra mennesker over hele kloden, men udtryk for jeres sympati, med opmuntrende ord og for at forvisse os om jeres opbakning i forbøn. Jeg kan ikke udtrykke hvor meget det betyder for os at have den slags venner som lever sig ind i vor situation med omsorg for os, spredt over 6 kontinenter.
Igår (fredag) var vi hos en cancer specialist, som yderligere gennemgik resultaterne fra CT scanningen. Desværre var denne læges prognoser værre end først antaget. Han antager at jeg befinder mig i fjerde fase og at behandling bør indledes øjeblikkeligt. Han anslår at tumorerne er større og flere end den praktiserende læge havde anslået. En tumor som er placeret nær hjertet har en ansamling af væske rundt sig, og hvis den vokser yderligere kan den udøve et faretruende tryk på hovedpulsåren. Ligeledes bliver mit luftrør skubbet mod højre, af presset fra de øvrige svulster placeret i halsregionen, og dette vil kunne forårsage deformering af luftvejen, hvorved min vejrtrækning kunne vanskeliggøres. Specialisten antager at uden kemoterapi, vil jeg maximalt kunne forvente at leve 12 måneder.
Shanie og jeg forlod grædende lægens konsultation. Da vi kom til bilen ringede vi til vores præst, som mødte os i kirken et kvarter senere, hvor vi brugte tid med at bede og søge Herren (sammen med vores ven Birger fra København som er på besøg). De seneste timer har vekslet mellem fortvivlelse og fortrøstning, men pludselig blev mine tårer vendt til latter. Jeg blev endnu engang overvældet af Guds godhed. Jeg fortsatte med tårer, men nu var det tårer af glæde. Jeg er bevidst om hvor god Gud er mod mig – og fyldes af glæde og fred. Jeg har en vidunderlig hustru (hun fortjener en medalje for alt det hun har gjort den seneste tid), jeg har nogle fantastiske børn (ingen far kan være mere stolt end jeg), jeg har et super spændende liv med den tjeneste Han har kaldet os til. Han møder alle vores behov dagligt!
Mit motto for sidste år skal virkelig stå sin prøve: ”Vær tilfreds under alle forhold”.Fil 4,12 – 13 Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.
Vi forstår ikke altid hvorfor Gud tillader forskellige hændelser, men Hans veje er højere end vore veje, og Hans tanker højere end vore! Visse ting vil vi først fuldtud forstå når vi kommer til himmelen. Jeg er kommet til erkendelse af, at jeg ikke har behov for at forstå alt hvad han gør, eller hvordan Han gør det. Alt jeg ønsker og behøver, er at elske Ham og stole på Ham. Jeg kender Hans karakter, og at intet dårligt eller ondt kommer fra Ham! Derfor kan jeg stole på Ham.Det er bedre at kende Ham end at forstå hvorfor.
Tak for jeres bønner, jeres omsorg og venskab! Fortsæt endelig med at sende opmuntrende e-mails, men bliv ikke skuffede om vi ikke magter at svare.Gud skal have æren, i og gennem alt, hvaden der sker!
Peter
Specifikke Bedeemner:
- At vi vil forblive fokuserede på Gud, og altid får Hans perspektiv.
- At vi ikke skal overvældes af frygt eller panik.
- At ingen tumor må tiltage mere.
- At vi må vide hvilke skridt der skal tages som det næste.
- At den økonomiske byrde må blive varetaget, både for den gæld der er blevet stiftet og til dækning af det der løber på i forbindelse med undersøgelser og behandling.
- At vi må stille os tilfredse med det Gud har til os, og at vi må være følsomme for Hans ånd og tillade at Han gør sin gerning i os.
- At vi fortsat må kunne le og leve livet!