Den 28. oktober 2008


Kære venner.



Jeg skriver dette brev med lidt blandede følelser. Vi er nu på tærsklen til en ny periode i vores liv og vi er utrolig spændte på alt hvad Gud har i vente for os, men vi er samtidig ved at forlade vores familie og meget kære venner her i USA.



Før vi forlod Europa med kurs mod USA gav Herren os et billede af en bue og en pil, og fortalte os at vores tid her ville blive en tid med ”tilbagetrækning” dybere ind til Ham. Han sagde at for mange ville det se ud som om vi gik i den forkerte retning, og at vi selv ville opleve en spænding, på samme måde som der opstår spænding når man trækker buestrengen tilbage fra hvileposition for at spænde buen. Herren viste os at vores tilbagetrækning var en nødvendighed for at kunne justere og forfine vores sigte, og at selvom vi ”trak os tilbage” ville vi fortsat have retning mod målet. Han sagde at efterhånden som vi lærte at komme dybere tilbage i Ham og modtage den styrke, kraft og fokus som vi ville behøve for at ramme målet, så ville vi se at når vi gik ud ville vi ikke blot ramme målet, men trænge dybt ind i hjertet af fjendens territorium. En interessant ting skete kort efter at vi kom til USA: min far begyndte at lære vores børn bueskydning, og gav hele familien buer og pile til jul. Vi oplevede billedet som meget profetisk, og for os blev denne gave en bekræftelse til os fra vores himmelske far på at dette virkelig var særdeles betydningsfuldt for os.



Nå... hvad kan jeg sige! Hvis der nogensinde har været en periode hvor vi har trukket os dybt ind i Guds nærvær, så har det været disse seneste to år, hvor Peter har været overvældet af den forfærdelige kløe og derefter cancer-diagnosen. Vi har lært at løbe ind i Guds arme på måder vi aldrig havde troet mulige. Vi har lært mere om Hans milde barmhjertighed, forunderlige nåde, inderlige kærlighed, betagende hellighed, ubegribelige tålmodighed, endeløse trofasthed, perfekte vilje, strålende godhed... listen forsætter og i hvert ord er uendelig dybde... Han er så ubeskrivelig, så suveræn!



De forløbne to år har vi vitterlig været i en ørken rent geografisk, men også i vores legemlige tilstand. Lange nætter med smerte og endeløs pine, hvor vi har råbt til Gud om nåde og har tilbedt Ham med desperate hjerter som en der var faret vild i ørkenen og desperat manglede vand. Somme tider mødte Gud os der og da og Hans nærvær fyldte rummet og vi kunne fornemme forfriskningen fra hans Ånd blive øst ud som vand på en sprukken tunge. Andre gange kom Hans nåde med solopgangen, og på trods af manglende søvn og megen klage og gråd ville vi mærke håbet stige i os som den klare morgensol.



Det er så let at foragte tiderne i ørkenen, men en ting vi har lært af at bo her i ørkenen er at ørkenen er fuld af liv hvis den bare får vand. Hælder du vand på den tørre jord, springer der på ingen tid planter og blomster op og du vil se skønhed overalt omkring dig. Vi har oplevet at mens vi har været i denne ørken-tid, og har vendt vores øjne mod Jesus og tilladt Gud at udøse sin Ånd over os, så har vi set vækst og skønhed begynde at bryde frem i områder af vores liv hvor vi aldrig havde forventet det, eller overhovedet vidste at vi behøvede det! Vi er blevet mere milde og medfølende, vi har set fæstningsværker og tankesæt bryde sammen og Guds Riges sandheder etableret hvor de stod i os. Vi er begyndt at se mennesker og situationer gennem Jesu øjne i stedet for gennem vores egne verdslige solbriller som forhindrer Sønnen i at bringe sit lys over situationen. (Sol og Søn lyder ens på engelsk;-) Vi er nu mindre drevet og mere bevæget. Vi er blevet mere tålmodige og mindre nervøse... vi er stadig ikke fremme og det ved vi godt. Vi håber at vi altid vil fortsætte med at vokse og blive ”æltet” og formet til det folk Gud har skabt os til at være, men vi er så taknemmelige overfor Gud for det værk Han har begyndt i os gennem denne ørken-tid. Det viser virkelig Hans godhed, at han lader os få muligheden for at vokse og forandres, så vi kan komme dybere og opleve mere fortroligt fællesskab med Ham!



Jeg har flere gange tænkt på at skrive til jer efter vores dag i bøn og faste (d. 27. sept.), og tiden er bare rendt fra mig med alle forberedelserne og pakning og flytning. Men Herren har vist os nogle ting af stor betydning som jeg gerne vil dele med jer. Som I måske husker, oplevede vi i et stykke tid meget stærkt at vi skulle fokusere på fortællingen om Lazarus. Peter oplevede en åbenbaring af det med at stenen blev rullet væk af Lazarus’ familie og venner. Dette førte frem til at vi indbød til en dag i bøn og faste. Jeg kan ærligt sige, at på selve den dag mærkede vi et meget markant skifte ske, både i os personligt og i ånden. Vi kunne først ikke lige sætte fingeren på det, men vi mærkede det. Efter dagen i bøn spurgte jeg Herren ”hvad skal der nu ske?” og Han sagde meget tydeligt til mig ”vend tilbage til fortællingen om Lazarus”. Mens jeg læste kom jeg til det sted i fortællingen hvor Jesus kalder Lazarus ud, og jeg oplevede at Herren sagde tre ting til mig:



For det første, at det skift vi havde mærket var Ham der kaldte Peter ud til livet, og at de ord var blevet talt.



For det andet, at Lazarus måtte gå ud af graven viklet ind i de lærredsstrimler han blev begravet i! Jeg følte Herren sagde at nu skulle Peter gå i sin helbredelse, men det slog mig også at det altså ikke kunne have været nemt for Lazarus at gå ud af graven helt indpakket. Jeg forestiller mig at det må have været lidt ”to skridt frem, et skridt tilbage...”



For det tredje, at Jesus bad vennerne og familien om at fjerne strimlerne om Lazarus... er det ikke interessant at Jesus bad dem fjerne det EFTER han var kommet ud af graven og ikke inden... Jeg synes det er tankevækkende. Jeg føler at Peter er i færd med at ”vandre ud af graven”. Jeg har ikke nogen åbenbaring om hvad det kan betyde at vennerne og familien er dem der løser ham, men det bekymrer mig ikke for jeg er sikker på at det nok skal blive klart for alle i rette tid.



Vi er meget spændt på hvad Gud har til os i Europa, og vi er vældig spændt på at komme hjem igen. Vi elsker Amerika, og vi elsker vores venner og familie her, men vi indser også at Gud kalder os ind i en ny tid og vi føler at vi er på randen af at de profetier vi har fået i løbet af 15 år og ventet på at se fuldført, bliver forløst! Vi er ikke modløse, vi vender ikke tilbage fordi vi er bange for at Peter er ved at dø, vi er ikke uden håb og vi føler os ikke hjælpeløse! Vi er fysisk trætte, vi er udasede af kampene, vi lider stadig og vores nætter og mange af vores dage er stadig ren pine. Men vi kan også se at der er en glæde stillet foran os, og vi ved at vi ikke er alene, men at al skabningens Herre, Han der formede os og udvalgte os til sit formål, holder os i sin håndflade, og vi er tilfredse i visheden om at Han har kontrol og vi kan hvile i den viden.



I dag, tirsdag, er vores sidste dag i Yuma, og tidligt onsdag morgen rejser vi mod Danmark. Vi vil blive der i et par dage før vi sætter kursen mod Polen, Slovakiet og Ungarn i bil. Vi får mulighed for at møde begge vores piger der, og vi skal mødes med Elizabeth og Matt og Matts forældre for at bruge et par dage sammen og blandt andet planlægge bryllup! Vi skal holde møder og en enkelt konference, og så kommer vi til Danmark for at flyve til Kina, hvor vi holder flere dages undervisning sammen med min mor og min stedfar. Derfra flyver vi alle sammen videre til Thailand, hvor vi skal undervise i en uge på en ungdomsleder-uddannelse (PCYM). Vi vender tilbage til Danmark d. 9. december og tager direkte til UMO-centret ved Randers, hvor vi kommer til at bo de næste 6 måneder eller mere, indtil vi formegentligt flytter tilbage til Ungarn.



Vi vil bede om jeres forbøn nu hvor vi går ind i denne tid med mange rejser og nye tider i vores liv. Vi vil også bede jer bede særligt for CammiAnn, som har meget blandede følelser omkring denne flytning. Hun glæder sig utrolig meget til at rejse tilbage til Europa og har i et stykke tid set frem til at flytte tilbage, men selvfølgelig er det svært at efterlade familie og gode venner, for slet ikke at tale om hendes kat som hun er meget knyttet til.



Vi har været så velsignede ved alle de skriftsteder, bønner og e-mails som vi har fået i den sidste tid. Jeg har bare ikke haft tid til at sætte mig ned og skrive tilbage til alle, men jeg vil bare fortælle at det betyder så meget. Vi læser hvert brev… nogle af dem flere gange og alle skriftsteder også. Vi har printet all skriftstederne som er blevet sendt til os over det sidste års tid og vi læser dem jævnligt højt. Vi har også lavet en liste over alle som har sendt bønneemner til os og vi beder for hver eneste jævnligt. Så, selvom du måske ikke høre så meget fra os, skal du bare vide at du er i vores tanker og bønner!



Tak for al jeres kærlighed, forbøn og støtte i årenes løb, ikke mindst i løbet af dette år! Må Herren velsigne jer og må I kende Hans fred og trøst under alle forhold!



Gud velsigne dig,
Shanie



PS: Jeg vil lige nævne, at vores meget kære ven Nurlan fra Kyrgyzstan som i øjeblikket bor på Færøerne, kom hele vejen herover for at bruge 8 dage på at hjælpe os med at pakke og flytte og gøre klar til et loppemarked (amerikansk garage sale)! Jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham, og jeg synes bare at alle skal vide hvilken vidunderlig ven han er og hvor utroligt taknemmelige vi er ham! Nurlan, du er en engel, og Jorun, (Nurlans hustru) Gud velsigne dig for at låne os din mand i denne tid, til trods for at du har 4 små børn at tage dig af alene! Må Herren rigt velsigne jer begge to!



Ny adresse:
C/O UMO, Randersvej 195, 8544 Mørke, Denmark